Tag-arkiv: boller med akaciehonning

Nemme koldhævede boller til hele familien

Jeg er rigtig glad for koldhævede boller. Man laver dejen dagen før, dejen sviner ikke, de kan varieres på mange måder og det er så nemt om morgen, hvor børnene bare gerne vil have morgenmad. Derudover slipper man for dej på fingrene og man kan nøjes med at bruge en skål/gryde samt en grydeske.
Den opskrift jeg bruger er en helt generel basis opskrift til ca. 12-15 boller.

Opskrift på de nemmeste koldhævede boller for hele familien.
– 1/2 l vand
– 1/4 pak gær
– 1-2 teske salt
– 1 spiseske olie
– 1-2 spiseske akaciehonning (alm. honning kan også bruges, men jeg synes at det er nemmere at fordele med akaciehonningen)
– 1 kg mel/korn/gryn (valgfri)

Rør salt, gær, og vand sammen til gæren er opløst. Tilsæt herefter olie og honning. Bland lidt af gangen af din valgte blanding af 1 kg mel/korn/gryn. Dejen bliver meget våd, og skal stå et køligt sted natten over med husholdningsfilm over skålen. Næste morgen forvarmer du ovnen til 175 grader (varmluft), hvorefter du med 2 spiseskeer former bollerne og ligger på en bageplade. De bages i midten af ovnen i ca. 15-20 min.

Jeg mikser tit mel/korn/gryn efter, hvad jeg lige har i skabet. Du kan bruge alt, hvad du lige kan finde på. Bollerne bliver ikke så grove, når jeg f.eks. ved at vores lillebror (9mdr) skal spise dem. Så kan det f.eks. være 2/10 del havregryn, 1/10 del hirseflager og 7/10 del hvedemel. Pas på ikke at lave dem for grove. Selvom hvedemel ikke altid er så populært, så er det også hvedemelet, som hjælper til hævningen. Ellers kan jeg nævne sesamfrø, hørfrø, hakket mandler, speltmel, solsikkerkerner mv.